Hvad laver teamet?
Udland behandler administrative kørekortsager, primært relateret til udenlandske kørekort eller sager, hvor der udveksles information omkring specifikke kørekortforhold med udenlandske myndigheder.
Hvilke opgaver og ansvarsområder varetager jeres team?
Ansøgning om ombytning af udenlandsk kørekort
Behandling af ansøgninger om ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort. Borgeren ansøger om ombytningen ved borgerservice, som forelægger sagen for Færdselsstyrelsen, med henblik på at få vurderet ægtheden af kørekortet, og evt. vurdering af hvilke kategorier som kan påføres det danske kørekort.
Behandling af RESPER-forespørgsler
Ved ansøgning om ombytning af kørekort fra EU- og EØS-lande, kan borgerservice sende en RESPER-forespørgsel til Færdselsstyrelsen. Gennem opslag i det fælles europæiske kørekortsystem, RESPER, fremskaffes dokumentation for borgerens kørekort og kørekortforhold, og dokumentationen videregives til borgerservice.
Bekræftelse af dansk kørekort
Når en borger taber eller på anden måde mister sit kørekort i udlandet, kan de henvende sig til os for at få en bekræftelse på det tabte kørekort. Der laves desuden bekræftelser i forbindelse med ombytning af danske kørekort i udlandet. Der besvares henvendelser fra både borgere, udenlandske myndigheder og danske virksomheder.
Efterbehandling af ombyttede kørekort
Efter et udenlandsk kørekort er ombyttet til dansk, foregår den videre håndtering af kørekortet i team udland. Kørekort fra EU- og EØS-lande, samt Grønland, returneres til udstedelseslandet, mens kørekort fra øvrige lande opbevares på arkiv.
Videregivelse af information omkring frakendelser på tværs af landegrænser i EU
Teamet faciliterer udveksling af information mellem myndigheder, i sager hvor en dansker får en frakendelse i et andet EU-land, eller en borger fra et andet EU-land bliver frakendt i Danmark. Selve opgaven, er at sikre at informationen om borgerens frakendelse ender ved den rette myndighed i det rette land.
