Ferie og frihed
På denne side kan du læse mere om retningslinjerne for ferieafholdelse og fri.
Du skal registrere din ferie og frihed i mTIME.
Den nye ferielov
Sådan optjener du din ferie:
Du optjener din ferie på 12 måneder fra 1. september til 31. august. I den periode optjener du 2,08 dage med ferie pr. måned, som tildeles i mTIME den 1. i efterfølgende måned. Det svarer til 25 dages ferie om året.
Sådan afholder du din ferie:
Ferieåret begynder 1. september og slutter 31. august, mens afholdelsesperioden slutter 31. december efterfølgende år. Dvs. man optjener i 12 måneder og har 16 måneder til at afholde de optjente feriedage.
Ferie på forskud
Efter den nye ferielov, der er trådt i kraft pr. 1. september 2020, er der mulighed for, at arbejdsgiver tillader, at medarbejdere kan holde "ferie på forskud".
Hvad er ferie på forskud?
Hvis du gerne vil holde ferie, men ikke har optjent feriedage hertil, har du mulighed for at søge om at holde ferie på forskud.
Ferien, som holdes på forskud, vil blive fradraget i din ret til betalt ferie, som optjenes i det pågældende ferieår. Der kan kun holdes ferie på forskud for ferie, der optjenes inden for samme ferieår. Der kan max ansøges om 10 feriedage.
Hvis du holder ferie på forskud og fratræder din stilling i Færdselsstyrelsen inden ferien når at blive optjent, vil den afholdte ferie blive modregnet i dit krav på løn og feriebetaling.
Særlige feriedage kan ikke holdes på forskud.
Der skal indgås en skriftlig aftale om ferie på forskud, og du skal derfor ansøge om dette ved at udfylde det skema, der ligger i rubrikken til højre for denne tekst.
I forbindelse med de obligatorisk årlige tvungne lukkedage (mellem jul og nytår og fredagen efter Kristi Himmelfart) er arbejdsgiver forpligtet til at give ferie på forskud i forhold til de medarbejdere, der ikke har gemt/optjent ferie til lukkedagene.
Ferie på forskud i Færdselsstyrelsen tillades på følgende betingelser:
- Medarbejderen skal på afholdelsestidspunktet have været ansat i mere end 3 måneder
- Kun ferie – ikke særlige feriedage - kan holdes på forskud
- Kun ferie, der optjenes indenfor samme ferieår, kan holdes på forskud
- Optjent ferie, særlige feriedage og evt. større mængde fleks (mere end 10 timer) skal være anvendt først
- Ansøgning skal ske på en blanket, som ligger på Intranettet.
Nærmeste personaleleder godkender efter dialog med medarbejderen ansøgningen om ferie på forskud. Den godkendte ansøgning sendes til HR.
Ferie uden løn
Når man som ny medarbejder har optjent ferie andetsteds, skal de holdes som Ferie uden løn hos os. I TimeSags Periodevis Registrering vælger man Ferie uden løn. Herefter laver vi løntræk. Dvs. hvis man holder ferie uden løn i december, trækkes dagene fra ens januar løn. Man skal selv sørge for at få dem udbetalt fra FerieKonto.
Særlige feriedage
Ud over alm. feriedage optjener statsansatte 5 særlige feriedage pr. år. De særlige feriedage optjenes i kalenderåret fra den 1. januar til den 31. december, og skal holdes i det efterfølgende år, i perioden fra den 1. maj til den 30. april. Du har først optjent ret til 5 særlige feriedage når du har været ansat i et helt kalenderår, og de kan først afholdes efter 1. maj det følgende år.
Tvungen ferie og lukkedage
Styrelsen er lukket fredagen efter Kristi Himmelfartsdag samt mellem jul og nytår. Du skal som udgangspunkt bruge feriedage på de tvungne lukkedage.
I 2025 er styrelsen lukket dagen efter Kristi Himmelfartsdag samt mellem jul og nytår. Lukkedagene er således i 2025 fredag den 30. maj, mandag den 29. december og tirsdag den 30. december.
Ledelsen for de enkelte fagområder kan i supplement hertil vurdere, om der i perioderne med tvungen ferie og lukning skal være et beredskab i forhold til f.eks. telefonbetjening af borgere og i øvrigt indgå aftale med den enkelte medarbejder om at arbejde, hvis der er presserende opgaver.
Sommerferie
Alle medarbejdere skal holde deres hovedferie – 3 ugers ferie, som normalt skal holdes samlet – i perioden fra 1. juli til 1. halvdel af august. Hvis hovedferien skal holdes på et andet tidspunkt, kræver det særlig aftale med personaleleder.
Overførsel af ferie og særlige feriedage
Udgangspunktet er, at ferie afvikles inden udgangen af ferieafholdelsesperioden, der udløber 1. januar – dog 1. maj for de særlige feriedage. Ferie og særlige feriedage kan kun overføres i følgende tilfælde:
- Ved egentlig feriehindring som f.eks. egen sygdom, barsel- og adoptionsorlov m.v. Her overføres ferien automatisk.
- I særlige arbejdsmæssige situationer eller særlige tilfælde, vil der efter en konkret vurdering kunne overføres op til 5 feriedage og/eller 5 særlige feriedage med personaleleders godkendelse. Ved overførsel af ferie skal der samtidig laves en konkret aftale om tidspunkt for afvikling af ferie.
Ved overførsel af ferie og særlige feriedage skal du søge via mTIME, se vejledning 'overførsel af særlige ferie' i højre side.
Private begivenheder
Bryllup, sølv- og guldbryllup
Du kan få en fridag med løn til eget bryllup, sølv- eller guldbryllup. Du registrerer det i mTIME under Fravær, hvor du skal vælge Tjenestefri med løn. I kommentarfeltet skriver du enten Bryllup, sølv- eller guldbryllup.
Der gives ikke fri ved forældres sølv- og guldbryllup. Dette betragter vi som en privat begivenhed i lighed med runde fødselsdage.
Jubilæum
25, 40 og 50 års jubilæum
Du kan få en fridag med løn i anledning af jubilæum i staten, jf. cirkulære nr. 9800 af 28. oktober 2009 om jubilæumsgratiale. Du registrerer det i mTIME under Fravær, hvor du skal vælge Tjenestefri med løn. I kommentarfeltet skriver du jubilæum.
Dødsfald
Du kan efter aftale med nærmeste personaleleder og HR få en fridag i forbindelse med dødsfald og yderligere en fridag ved begravelse i nærmeste familie. Yderligere frihed kan efter omstændighederne bevilges efter aftale med nærmeste leder. Du registrerer det i mTIME under Fravær, hvor du skal vælge Tjenestefri med løn. I kommentarfeltet skriver du begravelse eller dødsfald.
Betalte fridage
5. juni, 24. december og 31. december er betalte fridage.
1. maj
1. maj er ikke en fridag i Færdselsstyrelsen, men du er velkommen til at ansøge om fleks, ferie el. lign., hvis du ønsker at holde fri.
Frihed i forbindelse med undervisning – censor mv.
Som udgangspunkt får du tjenestefrihed uden løn. Der må ikke i forbindelse med undervisning mv. oppebæres løn fra to steder i samme tidsrum.
Eksamen
Du kan få fri til selve eksamenen og dagen før, hvis uddannelsen er betalt af Færdselsstyrelsen.
Ekstraordinær orlov
Du kan ansøge om orlov uden løn i forbindelse med uddannelse samt orlov til varetagelse af opgaver i internationale organisationer.
Der kan endvidere bevilges orlov med løn til pasning af syge børn og til pasning af et nærtstående familiemedlem i tilfælde af alvorlig sygdom. Retten til frihed med løn er afhængig af plejevederlaget, som fastsættes af kommunen i henhold til lov om social service. Du skal henvende sig til din personaleleder eller til HR, hvis orlov er aktuelt.
Borgerligt ombud
Der ydes bl.a. tjenestefrihed med henblik på varetagelse af hverv som borgmester, rådmand, domsmand/nævning, vidne og lign. Der skelnes mellem tjenestefri med og uden løn afhængig af, om hvervet er lønnet eller ulønnet.
Hverv som forældrerepræsentant i en skolebestyrelse er ikke borgerligt ombud.
