Hvad laver teamet?
Chaufførkort
Teamet behandler ansøgninger om udstedelse af chaufførkort til taxichauffører. For at en borger kan få udstedt et chaufførkort, skal en række krav være opfyldt, herunder krav til helbred, vandel, erfaring, alder m.v. Foruden godkendelsesprocessen, varetager teamet også opgaven med tilsyn med chauffører og kommunikation med politi og anklagemyndigheden i forbindelse med straffesager. Mange borgere kalder chaufførkortet for et førerkort, da det var sådan benævnt i den tidligere taxilov. Det giver dog anledning til udfordringer, idet et førerkort er et takografkort.
Området er gebyrfinansieret og er bemandet af 6 sagsbehandlere, 2 jurister og en kontorelev.
Taxi-vognmandstilladelser, kørselskontorer og gl. taxilov
Teamet behandler ansøgninger om udstedelse af tilladelser til erhvervsmæssig persontransport, også kaldet taxitilladelser, universaltilladelser eller EPT-tilladelser. Teamet fører endvidere tilsyn med de vognmænd, som har tilladelser udstedt. Teamet udsteder også tilladelser til drift af kørselskontorer og fører tilsyn med disse. Teamet foretager også visse tilsynsopgaver indenfor det område, der er dækket af den tidligere taxilov.
Vognmandsområdet er gebyrfinansieret. Kørselskontorområdet er finansieret ved en særskilt gebyrordning og opgaven vedrørende gl. taxilov er bevillingsfinansieret. Området er bemandet af 3 sagsbehandlere og 3 jurister.
Transportuddannelser
Teamet godkender en række uddannelsesudbydere på vejtransportuddannelsesområdet, herunder chaufførkvalifikationsuddannelserne (taxichauffør, varebilschauffør, lastbilchauffør og buschauffør) og vognmandsuddannelserne (transportlederuddannelser til gods-, bus- og varebilsvirksomheder).
Teamet fører endvidere tilsyn med, at uddannelsesstederne fortsat overholder krav til at være indehaver af tilladelsen. Det sker både ved administrative tilsyn, men også ved fysiske udekørende, hvor vi eksempelvis overværer eksamensafvikling og undervisning.
Hvilke opgaver og ansvarsområder varetager jeres team?
- Godkendelse og tilsyn af uddannelsessteder
- Godkendelse af taxichauffører
- Godkendelse og tilsyn med taxivognmænd/EPT-tilladelser
- Godkendelse og tilsyn med kørselskontorer
- Administration/tilsyn efter tidl. taxilov
- Telefonbetjening (vi anvender ca. 2,3 ÅV på telefonbetjening samlet på hele området), herunder en særskilt telefonisk adgang til Færdselsstyrelsen for politiet i forbindelse med kontroller
- Understøttelse af uddannelsessteder brug af BAT2 (Færdselsstyrelsens bevisadministrationssystem)
- Besvarelse af skriftlige borgerhenvendelser
- Minister- og departementsbetjening indenfor taxiområdet og kvalifikationsuddannelsesområdet
- Regelarbejde som fagteam
- BAT2 opgaver (udbud, tilsyn, kontakt ved GDPR-overtrædelser m.v.)
- Opdatering af taxi- og kvalifikationsområdet på fstyr.dk
